En uge fyldt med oplevelser i Canazei

Endnu et par uger uger er fløjet afsted! I det kolde men solrige Canazei begynder der at komme flere og flere gæster. Vores uger er tætpakkede med forskellige aktiviteter og arrangementer, så vi har altid gang i noget.

Dolomiti Superski er et kæmpe stort skiområde, så for at kunne nå at vise alle vores favoritpister frem, har vi tre pistevisninger hver uge. Vi kører en tur i nærområdet omkring Canazei om søndagen. Mandag går turen rundt om det store Sella-massiv. Og om torsdagen tager vi en tur ud til de brede, solrige pister i Ortisei eller La Villa.

Picnic Canazei

Men vi har også mange andre aktiviteter at byde på. Vi begynder ugen med en pubcrawl, hvor vi besøger fem af de de bedste barer i Canazei. Tirsdag er det italiensk aften, så der står den på pizza og pasta. Onsdag er picnic-dag!  Vi holder en hyggelig picnic med italienske lækkerier i pistekanten – og derefter er der ikke længe til vores Viking-Night begynder. Det er en stor fest for alle skandinaver med sjove konkurrencer og happy-hour i baren. Torsdag er for feinschmeckerne. Der holder vi vinsmagning efterfulgt af Trentino-aften på en ad Canazeis fineste restauranter.

Guider Canazei

Vi er naturligvis også at finde til afterski hver dag. Vælg selv om du vil holde os med selskab udendørs med tæpper, varmelamper og livemusik på Die Kleine Lili – eller om du vil ind i varmen på Taverna Espanola, hvor du med en øl i hånden kan høre musik eller se sport. Det er også på Taverna Espanola, at vi holder vores sports-arrangementer, når der eksempelvis er spændende håndboldkampe mellem Sverige og Danmark.

Vi guider kan i hvert fald godt relatere til, at “tiden går hurtigt, når man har det sjovt”. I Canazei er der altid noget at tage sig til!

At fejre jul i Canazei

Det er nogle uger inde i december, temperaturen har sænket sig gevaldigt, og julestemning har virkelig spredt sig i byen. Folk synger julesange på gaden, og på torvet er alle træer dekoreret med lyskæder på hver en gren. Alle, man møder på gaden, hilser med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår. Stemningen er helt i top i Canazei. Vi guider føler os efterhånden godt hjemme og begynder at kende mere til den italienske kultur. Canazei er en lille by med en enorm gæstfrihed!

Juleaftensmorgen var vi tidligt oppe og tog på jule-pistevisning med gæsterne. Vi havde klædt os ud som juletræer og havde fyret helt op for julepynten på vores uniformer. Det var en virkelig hyggelig og sjov dag på ski.

Pistevisning i Canazei

Om eftermiddagen stod den på afterski – naturligvis også med juletema. Der var skruet helt op for julehyggen, og undervejs stod den også på pakkeleg på en af afterski-barerne, hvilket var en stor succes. Det var en dejlig måde at bruge eftermiddagen på, og da klokken slog 18 gik vi ned på torvet og dansede om juletræet.

Skiløb i Canazei

Vi havde en virkelig hyggelig juleaften, og vi er så glade for at have fået lov til at fejre jul i italiensk bedste by.